Sikkerhed i forbindelse med overbordfald og entring af fartøjer til søs

I februar måned 2018 udsendte Søfartsstyrelsen et nyhedsbrev ”Sikkerheden omkring overbordfald fra fiskeskibe skal skærpes”.
Trods det fantastiske sommervejr bliver havvandet i Danmark aldrig rigtigt varmt, derfor er det vigtigt at besætningen har gjort sig overvejelser omkring udstyret, og hvordan det anvendes.
Uanset om du fisker fra et enmandsbetjent fartøj eller fra et større fartøj, er hurtig handling påkrævet ved mand over bord. Vær i den forbindelse opmærksom på følgende:

Arbejdsvest
Det er en rigtig god ide at bruge arbejdsvest, selvom der er en lønning og ingen umiddelbar fare for at falde over bord. Du ved ikke, hvornår ulykken sker. Hænger du fast i fiskeredskabet, kan du blive trukket over bord. Det er særligt vigtigt at bruge arbejdsvist på enmandsbetjente fartøjer, da der ikke er nogen om bord til at hjælpe dig med at komme om bord igen eller til at slå alarm. Arbejdsvesten forlænger den tid, du kan opholde dig i vandet. En arbejdsvest vil sikre, at du holder dig flydende og har flere kræfter til at kravle op ad redningslejderen.

Alarmering – Tilkald hjælp
Det er meget vigtigt snarest muligt at udsende nødmelding. Hvis du bærer en PLB’er – en personlig nødpejlesender – kan du udsende et nødsignal, selvom du ligger i vandet, og disse er derfor særligt attraktive for enmandsbetjente fartøjer

At komme om bord
På enmandsbetjente fartøjer skal der, til entring fra vandet, være indbyggede trin i skibssiden eller en anvendelig fastmonteret eller udtrækbar redningslejder. Knudetov eller bildæk er ikke tilstrækkeligt.
I skibe med mere end en person om bord, er der krav om redningskejs eller sele (på en stage), så en bevidstløs person kan bjærges. Udstyr såsom Markusnet og Quicksling er kun et frivilligt supplement og derfor ikke længere acceptable, som eneste bjærgnings middel.
Søfartsstyrelsen vil under syn have fokus på, at besætningen kan benytte det udstyr, der findes om bord.

Brug af dødemandsknap
Brug af en (automatisk trådløs) dødemandsknap/fjernbetjent nødstop er også en rigtigt god mulighed for at højne sikkerheden til søs. Her vil overbordfald bevirke stop af motoren via en lille bærbar personlig sender, så skibet ikke sejler videre.

Lodslejder
Har dit fartøj et fribord på over 1,5 meter (dæk til vandoverfladen), skal fartøjet være udrustet med en godkendt lodslejder/entringslejde. Lodslejdere er ofte lavet i naturmaterialet manila, Manila holder ikke evigt, det kan derfor være en rigtig god ide at kontrollere lejderens tilstand med jævne mellemrum, lige som du efterser det øvrige sikkerheds- og redningsudstyr om bord.

Brug livline ved særlig risiko
Hvis du arbejder med noget ud over det sædvanlige eller arbejder ud over siden, så brug livline. Det er i anderledes arbejdssituationer og i arbejdssituationer med særlig risiko, at mange ulykker sker.

Fiskeriet Arbejdsmiljøråd står gerne til rådighed for vejledning om konkrete løsninger og hjælp til udarbejdelse af øvelser med udstyret og øvelser generelt